Mor så på trykmaskiner mens far lavede sovs!

0

Sunds Y’s Men’s Club arrangerer medlemsaften, hvor klubbens mandlige medlemmer laver festmiddag til ægtefællerne, alt imens de drager på virksomhedsbesøg.

Det specielle ved arrangementet, der denne aften foregår i Sunds FDF’s kredshus SPUNK er, at kvinderne ikke kender menuen for festmiddagen og de kender heller ikke på forhånd målet for aftenens virksomhedsbesøg.
Oplægget til dette års besøg var: – en virksomhed der startede i et beskedent kælderlokale i Herning, men sidenhen flyttede på landet, hvor et nedlagt landbrug i første omgang lagde bygninger til. Kun nogle få af deltagerne havde gættet hvor turen gik hen.

Hollingholt
Ad en mindre omvej, gik turen til Hollingholtvej nr. 41, hvor direktør Richard Lodahl, bød de 20 forventningsfulde kvinder velkommen. I virksomhedens kantine fortalte han om den rivende udvikling, fra starten i 1987, som kuverttrykkeri i ydmyge lokaler i Herning, til nutidens højteknologiske, grafiske virksomhed, med ca. 40 ansatte og med en 8-farvet trykmaskine, der kan levere 15.000 tryk i timen i format 72×103 cm.
– Det stiller naturligvis store krav til planlægning og logistik, fordi sådan en trykmaskine hele tiden skal køre. Hertil kommer kundernes krav til korte og fleksible leveringstider – ofte fra dag til dag. Derfor skal vi hele tiden være på forkant med den teknologiske udvikling og nye muligheder for grafiske løsninger, som vi skal kunne tilbyde vores kunder, forklarede Richard Lodahl.
Under rundvisningen i virksomheden, fik kvinderne lejlighed til at se eksempler på de mange forskellige produkter, virksomheden kan tilbyde kunderne.

Meget klogere
Efter et spændende besøg hos Reklametryk, var de 20 kvinder meget klogere på begreber som prepres, automatisk pladeskift, H-UV-tørring, digital print og storformatprint på alt muligt – alt imens klubbens mandlige medlemmer baksede med koteletter i fad, løse ris, salater og frugtdessert.
For øvrigt handler programmet i Sunds Y’s Men’s Club mest om, at støtte lokalt børne- og ungdomsarbejde – både praktisk og økonomisk, men denne aften blev de alle lidt klogere på andre ting.

Vil du vide mere?
Du kan få mere at vide om Reklametryk på følgende links:
http://ReklameTryk.dk og https://reklametryk-webshop.dk/

Far laver sovsen - 8J2A8989

Comments are closed.